Blågårds Plads ligger midt på Nørrebro, tæt ved Blågårdsgade i det område, der tidligere blev kaldt “Den Sorte Firkant”. Pladsens historie strækker sig over flere hundrede år. Oprindeligt var området blot en græsmark uden for Københavns volde. I 1706 opførte prins Carl lystslottet Blågården, der fik sit navn efter det blålige tag. Senere blev stedet omdannet til både manufaktur, lærerseminarium og endda lazaret under bombardementet i 1807. Efter en brand i 1833 blev området i stedet hjemsted for Mathias A. Heegaards jernstøberi, der prægede kvarteret i store dele af 1800-tallet.

Et nyt byrum tager form

I 1898 flyttede støberiet, og Københavns Kommune overtog arealet for at skabe mere luft i det tæt bebyggede kvarter. I 1902 blev en åben plads anlagt, men det var først i 1913, at pladsen fik sin særlige udformning. Arkitekt Ivar Bentsen og billedhugger Kai Nielsen udviklede et projekt, hvor en forsænket, flisebelagt plads blev omgivet af en granitmur med 22 skulpturer. Figurenes tema var arbejdernes liv – smeden, bageren, grønthandlersken og mange andre – alle fremstillet med børn som en tilbagevendende detalje.

Kunst, debat og funktion

Blågårds Plads blev tænkt som mere end blot et opholdsrum. Den skulle fungere som samlingssted for folkemøder og arrangementer, samtidig med at skulpturerne både skulle være udsmykning og legeredskaber. Modtagelsen var blandet: nogle kritiserede figurerne som dystre, mens andre – som Poul Henningsen – fremhævede pladsen som et hovedværk i moderne byrumskunst.

Blågårds Plads i dag

Pladsen blev fredet i 1998 og fungerer fortsat som et åndehul midt i det travle byliv. I 1970’erne og 80’erne var pladsen præget af sociale problemer, men i dag bruges den aktivt af lokale til koncerter, petanque, boldspil og vintertid som skøjtebane. Børn klatrer stadig på Kai Nielsens figurer, og pladsen fastholder sin rolle som et levende byrum med både historisk tyngde og social betydning.