Blågårdsgade er en sidegade til Nørrebrogade på Indre Nørrebro i København. I dag er den indrettet som gågade og kendt for sit brogede byliv med caféer, restauranter, små pladeforretninger samt butikker inden for mode og boligindretning. Gaden har en afslappet stemning og fungerer som et samlingspunkt i bydelen.

Historien bag navnet

Navnet Blågårdsgade stammer fra slottet Blågård, som blev opført i slutningen af 1600-tallet. I 1700-tallet fik slottet et nyt hovedhus med blåglaserede tegl på taget – heraf navnet. Blågård fungerede i perioder som kongeligt fristed og husede blandt andre Christian 7. Efter englændernes bombardement i 1807 blev gården ødelagt, og senere blev jorden udstykket til boligbyggeri og virksomheder.

Fra seminarier til industrikvarter

Blågård blev i 1790 hjemsted for et af Danmarks første lærerseminarier, der senere flyttede til Jonstrup. I 1800-tallet voksede et selvstændigt kvarter frem med boliger og erhverv. Især Anker Heegaards jernstøberi prægede området, og i anden halvdel af århundredet udviklede Blågårdsgade sig til hovedgaden i det berygtede arbejderkvarter “Den Sorte Firkant”.

Kultur, kirke og fællesskab

Blågårdsgade blev ofte forbundet med de hårde levevilkår for Nørrebros arbejderfamilier. Kunstneren Erik Henningsen skildrede i 1892 livet her i maleriet Sat ud, hvor en fattig familie er sat på gaden. I baggården til Blågårdsgade 40 blev Bethlehemskirken opført i 1879, som et åndeligt samlingspunkt for kvarterets beboere.

Blågårdsgade i dag

Gaden er i dag langt fra de tidligere tiders fattigdom og industri. Med hyggelige caféer, restauranter og specialbutikker er Blågårdsgade blevet et populært byrum, tæt knyttet til Blågårds Plads, hvor koncerter og arrangementer finder sted om sommeren. Samtidig bærer gaden stadig på et stykke af Nørrebros historie, hvor fortid og nutid mødes i det pulserende byliv.