Previous
Next
Rundtidanmark_flag

Hindø

hindoe-kort

Hindø ligger i Stadil Fjord. Øen er 0,7 km².
Hindø blev brofast med Agersbækvej i 1960. Broen er 250 m., hvorfra man føres ind til landsbyen Hee, som ligger 8 km nord for Ringkøbing.

Hindø blev fredet i 1990. Dette betyder at øen idag ikke må bruges til landbrug eller jagt.

Der er et rigt fugleliv på Hindø, dette er bla. pga rørskoven som dækker en stor del af øen.

Der er en gård på Hindø. Denne bruges som sommerhus. Udover gården, er der et lille hus ved kanalen, som er det tidligere fiskemesterbolig.

Hindø er brofast med Agersbækvej, som fører op til landsbyen Hee.
Herfra er der sydpå ca. 8 km til Ringkøbing.
Man kan køre til hvor broen starter, og derfra gå eller cykle til den tværgående kanal.
Herfra er det kun tilladt at gå videre til fods.

Det er ikke tilladt at overnatte på Hindø.

Alt mad og drikke skal man selv medbringe.

HUSK at tage jeres affald med jer hjem igen.

Vandretur
Fra den lille P-plads er der adgang for gående og cyklende over broen til Hindø.
De cyklende må køre over broen, gennem rørskoven og frem til det nedlagte dambrug.
Herfra er øen kun for fodgængere.
Fra dambruget går der en sti langs nordkysten og rundt videre på øen.
Turen er ca. 5 km, hvor man oplever det karakteristiske vestjyske landskab, med fjorden, strandenge og rørskov.
Fra Hindø kan man mod syd se Ringkøbing by´s silhuet og Holmsland.
Mod vest havklitterne og sømærket på Husby Klit og mod nord den smukke Stadil Kirke, der ligger helt ud til fjorden. 
Stien er markeret med røde pæle, og de går gennem indhegninger, fugtige strandenge med græssende dyr.
Det er kun tilladt at gå på den afmærkede sti rundt på øen.
En del af stien går gennem indhegninger og fugtig strandeng – hvilket gør at i den våde del af året, er det bedst at have gummistøvler eller andet vandtæt på fødderne.

Hunde må ikke medtages

Udflugter på mere end 15 deltagere kan arrangeres med dyreholder Erling Morte.

Hindø er ejet af Hans Kolby Hansen.
I 1991 blev der aftalt, at øen skulle fredes, og han gav tilladelse til at øen kan besøges af offentligheden.

Folder Hindø 
Link

Dyre- & Fugleliv
Dengang Hindø var et gammeldags landbrug var der store kolonier af rugende fugle på strandenegene. Pga. broen og tilplantningen med nåletræer er der kommet mange gemmesteder for ræv og andre rovdyr, hvilket har reduceret antallet af ynglefugle. Der er dog stadig yngle- og rasteområder for mange fuglearter, og i rørskoven yngler lappedykkere, blishøns og andre andefugle. På strandengene yngler viber og rødben.

Omkring Stadil Fjord ligger der om foråret og efteråret flokke af ænder og blishøns. I rørskoven yngler den sjældne rørhøg, lappedykkere og blishøg, på strandengene viber og rødben og man kan være heldig at høre rørdrummens brummende stemme.

I forårs og efterårs træktiden raster flere fuglearter både på Hindø og i Stadil Fjord, som både gæs og vadefugle.

Flora 
Der må ikke genplantes når nåletræerne fældes eller dør, dog må der omkring bygninger plantes løvtræer.
For at bevare strandengene skal Hindø afgræsses.

Stadil Fjord, som faktisk er en ferskvands sø nu, er idag en af Danmarks reneste søer. Søen er 17,13 km². Søen har mange 52 arter af undervandsplanter, hvor 46 af dem er blomsterplanter og 6 er kransnålalger. Nogle af dem, er lav kogleaks, krybende ranunkel, flydende kogleaks og vandranke der er sjældne her i Danmark og er på den danske rødliste som sårbare arter. Vandranken er også ansvarsart i EU habitatdirektivet. Yderligere er er 11 af de registrerede blomsterplantearter på den danske gulliste.

Antallet af arterne af undervandsplantearter i Stadil Fjord skyldes formentlig at søen er ret klarvandet, hvilket skyldes den lave fosforkoncentration. Søens moderate næringsstof niveau og fjordens udbredte plantedække giver husly for mindst 12 fiskearter som aborre, skalle, hork og brasen. 

Natur
De vestjyske fjorde, Ringkøbing, Stadil og Nissum Fjorde er idag adskilt fra Vesterhavet af landtanger. Tidligere var de havbugter. Fjordene er lavvandede, men der er kun én ø, Hindø.

Stadil Fjord var tidligere meget større end idag. Sidst i 1800-tallet blev det meste af den vestlige del af fjorden tørlagt, og derved blev den lille ø Stadilø landfast.

Historie
Der har boet mennesker på Hindø i mange hundrede år. Der har været landbrug på ca. 0,2 km² dyrkbar jord. Resten (0,5 km²) var strandenge og rørskov.
Hindø har tilhørt herregården Søgård på Holmsland og Voldbjerg i Hee på skift. Der har i de sidste 50 år været en lystejendom. Denne har været delvis beplantet med nåletræer og brugt til jagt. 

Før Hindø blev landfast i midten af 1960érne var der to vadesteder fra Holmsland og fra Agerbæk i Hee til øen.

I slut 1970érne stoppede landbrugsdriften helt. Hindø blev fredet i 1990, hvilket betyder at der ikke må dyrkes og øen skal ligge som enge og overdrev, der ikke må sprøjtes eller gødes.
Der må heller ikke drives jagt, dog med undtagelse af skadevoldende vildt, som ræve og andre rovdyr.

Vandretur på Hindø – sidst i januar 2021

Vi (Anders, Alfred, Eskild og Viggo) kørte fra Vesterhavet, for at gå en tur på Hindø.
Vi kørte ned af Agersbækvej fra Hee, og ned til hvor broen starter. Her er en lille P-plads, hvor der er plads til et par biler. Her er også opsat en planche, så man lige kan få nogen informationer om Hindø.

Vi gik ud på broen, samtidig med en fisker netop sejlede ind til broens start. Drengene blev nysgerrige og gik nærmere for at se om han havde fanget noget. Vi snakkede med ham, og han fortalte at hans fisk var aborre, skaller og smelt. Anders kendte fiskene og tog en smelt op til vores næser – den lugtede af agurk!

Vi fortsatte ud af broen, og opdagede hurtigt at broen var isglat og vi besluttede, at vi hellere måtte gå på midten, så vi ikke pludselig endte i vandet!

Broen førte os ind til rørskoven, som man skal gå igennem for at komme helt ind på Hindø. Denne tur blev foretaget i næsten løb, da drengene kæmpede om at komme først hen til næste vandpyt med is på. Flere steder var de lange isglideflader. Forenden kom vi op til det tidligere dambrug / kanal, hvorfra vi fortsatte forbi huset og gik til højre. Her starter stien på den nordlige del af Hindø. Herfra kan man se nordpå til Stadil Kirke og mod vest sømærket på Husby Klit. Vejret var fint, så vi vandrede afsted på stien, og så diverse fugle, fx. svaner. 
Vi så også en masse huller i strandengene, dem antog vi var rævehuller. Her kunne vi kigge ind i dem, og spottede en stor sommerfugl, ret overraskende når man tager årstiden i mende. 

Vi fortsatte helt ud på østpå, hvor øen drejer ned sydpå. Her gik vi og kiggede begge veje, både ud mod vandet, samt ind på skoven. 

Vi havde helt klart ikke det rigtige fodtøj på. Især ikke Anders, og engen var drivvåd. Vi måtte desværre opgive at gå hele vejen rundt, hvor der ellers stod heste og får. Vi måtte snyde ind mod skoven, hvor vi fandt en lille sti vi kunne følge, hvor vi gik forbi gården og laden. Vi er lidt bange for det ikke var iorden (undskyld ejer) – så går I på ø-besøg på Hindø – Så HUSK ORDENTLIG FODTØJ.

Vi fandt tilbage ud på stien ca. midt på Hindø igen. Her var der nogen nåletræer langs stien. Disse var helt forblæste fra vest. De stod sjovt og fint, som om en føntørrer var påvej til at blæse dem omkuld. 

Vi kom hen til huset, gik over kanalen, hvor vi stoppede da der var is på. Drengene lege med isflagerne i en del tid.
Herfra gik vi igennem rørskoven og hen til broen og over.

Hindø var en god tur – kan anbefales, hvis man er til natur og ro.

Fotos fra Hindø

Kontakt

Kristina Møller
Tlf. 20924059
RundtiDanmark@RundtiDanmark.dk

Bliv inspireret til et Ø-besøg med Nyhedsbrevet