Rundtidanmark_flag

Barsø

barsoe-kort

Barsø ligger i Lillebælt, omkring 2,75 km fra fastlandet ud for Løjt Land, nord for Aabenraa. Øen er 2,7 km2.
Der er ca 15 fastboende. 

Barsø har en bakket moræne ø. Øens højeste punkt Gyldenbjerg er 39 m over havets overflade. Herfra er en smuk udsigt over øen. Mod vest Løjt Land og Genner Fjord, og inde i bunden af fjorden Kalvø. Mod nordvest ses Sønderballe Hoved og mod nord Halk Hoved. Fyn ses mod øst, og mod syd Als og indsejlingen til Aabenraa Fjord. 

Barsøs hjemmeside
Link

Færgen sejler fra Barsø Landing, nær Løjt Kirkeby, 13 km fra Aabenraa.
Færgen til Barsø sejler 5-8 gange dagligt. 
Billetterne skal helst reserveres i forvejen, begge veje.
Ved reservationen skal der oplyses hvor mange personer og evt. biler. 
Færgen kan kontaktes på telefon nr +45 73768800
Hverdage: 7.30-17.30 og lør-, søndag og helligdage 8-17.

Lystbåde havnen ligger i Barsø havn.
Længdegrad: 9 ° 33″ 0.29′ Breddegrad: 55° 7″ 8.29′

Øen er et populært sted om sommeren for lystsejlere.
Havnen har El, affald, toilet og kiosk i sommermånederne.
Der er borde og bænke flere steder.
Koster 100 kr/døgn.

Teltslagning er ikke tilladt uden aftale med lodsejeren.

Økohuset på Barsø
2 Unikke ferieboliger bygget efter bæredygtige principper.
Huset er opdelt i 2 lejligheder.
De kan lejes hver for sig eller samlet på ugebasis.
Der er en stor og lille lejlighed. 
Haven har bålplads, volleybal-net, trampolin og frugthave til fri afbenyttelse. 
Link

Barsøhuset
Ejes af gårdejere Helle & Søren Svennesen, der driver øens eneste aktive landbrug.
Gæsterne fra Barsøhuset er velkomne til et kigge på de 185 økologisk årskøer.
Barsøhuset blev bygget sidst i 1800 tallet som sommerhotel.
Der er 7 værelser på 1. sal.
I ca. 1945 køber en gildebroder (Ernst Parelius) huset, og skænker det i 1949 til 1. Sct. Georgs Gilde Aabenraa.
Siden da er Barsøhuset blevet udlejet til spejdere og lejerskoler.
I 2017 kom der ejerskifte til Barsøhuset.
Det udlejes til overnatning for større grupper, familie-weekender, skoler, spejdere, fiske foreninger og lignende.
Link

Bars – Kaffehus
Ligger 100 m fra færgelejet.
I Bars – kaffehus kan der købes kaffe, kage, is, og kolde drikkevarer.
Madpakker kan også nydes, hvis drikkevarerne købes. 
I sommerferieperiode er der åbent hver dag.
Udenfor sæsonen er der delvist åbent.
Ring evt. på tlf. 61655161, for at være sikker på der er åbent.
Bars kan bookes til arrangementer – tlf. 51765656 (Kirsten Birk Lassen).
Udenfor er der aktiviteter, bla. en labyrint.
Bars sælger smuk keramik, honning fra Barsø, håndlavet sæbe med ingredienser fra Barsø og håndmalede sten særligt produceret.

Madpakkehus
Nord for
Gyldenbjerg findes et Madpakkehus, hvor frokosten kan nydes.

Barsø beboerne vil gerne have gæster – respekter følgende:
Glæd dig over planterne, lad dem venligst stå, så de kommer igen næste år.
Pas på det levende hegn, bræk ikke grenene af. Spis gerne bær og frugter i hegnene.
Gå ikke over markerne, husk at lukke led og hegn efter dig.
Hunde skal være i snor.
Tænd ikke bål.

Toiletter & Information
Lidt fra færgen opad vejen er det Barsø Bygade. Her er der toiletter på venstre hånd. Samme sted er også et informationssted, hvor man kan læse om Barsø.
Rundt omkring på øen er der placeret små kort, de viser veje, stier og afstande, og gør øen nem at overskue.
Her er også en hjertestarter, samt containere til affald og flasker.

Ø-passet
I Ø-passet er der inspiration til at besøge 37 danske øer.
Passet gør det sjovt at læse om øerne, samt samle skrabe silhuetter af de danske øer i det. I havnen eller på færgen kan du finde en plade med øens silhuet og en speciel pen, som du gnider ø-silhuetten ind i passet.
I Ø-passet er der oplysninger om de 37 øer, sejltiden og afstanden, antal beboere, øens areal, samt en lille beskrivelse af øen.
I passet er en QR-kode. Brug mobilen til at scanne dig direkte til øens hjemmeside.
Find Ø-passet på Facebook og Ø-passets hjemmeside.
Link

Vandreture
Lige opad vejen fra færgelejet starter Barsø Bygade, her er et informationssted.
Her samt rundt på øen kan man finde små skilte med et kort, der viser veje, stier og afstande.
Øen rundt, er en vandretur på ca. 7 km.
Barsø er kuperet på den nord siden og lidt fladere i den sydlige del.
Beslutter man sig for at gå hele Barsø rundt, kan man starte med at gå mod syd (til højre) fra færgen.
Her kan man følge en lille vej ned til et hus, helt tæt på vandet. Derfra skal man gå ned på stranden, kan være svært ved højvande.
Fortsætter man på stranden kommer man til Søndermai (sydligste punkt).
Her går om sommeren kreaturer på et græsareal. Man må fortsætte på dette græsareal i ca. 1 km, hvor man kommer til noget kyst med høje skrænter, Østerklev.
I klinterne her lever der digesvaler. Hullerne er nemme at se, og om sommeren er luften fyldt af svaler. Her er også klippeblokke på stranden samt ud fra klinten. Kalken afsættes og kitter sten og grus sammen til klipper. Herfra går turen videre med udsigten mod Als og Fyn, og op mod nord Halk Hoved.
I den nordlige del er et græsareal ved Nørrerevle, også her græsser der kreaturer om sommeren for at holde bevoksningen nede. Det sidste stykke ned til færgen går man langs stranden.
Udover rundturen kan man gå en tur af de små veje inde på øen. Fx. op til øens højeste punkt Gyldenbjerg (39 m over havets overflade).
Her kan udsigten over hele øen nydes. Nord for
Gyldenbjerg findes et Madpakkehus.
Fra midt på øen kan man vælge stier/veje
ud til kysten, både mod nord, syd og øst.
Når man går tilbage
mod færgelejet, er der en lille vej på højre hånd,  lidt henne står en bænk, hvor man kan nyde en meget fin udsigt mod vest.

Lystfiskeri
Barsø har mange gode fiskepladser.
Nordpå ved odden er der dybt vand mod land, og ofte kraftig strøm, som giver gode forhold for havørreder.
Øst for odden er der sandbund, som giver gode forhold for fladfisk.
På østkysten kan man gå et langt stykke ud ved normal vandstand og finde blankfisk.
På den sydvestlige spids er der dybt tæt på land.
Den strækning mod øst har varierende sand og vegetationsbælter, mens dybden aftager.
Her kan fiskes efter havørreder, hornfisk og torsk.

Besøgslandbrug – Bjerggaarden
Barsø har et aktivt landbrug, som drives økologisk.
Bjerggarden har 185 økologiske køer til mælkeproduktion.
Gården drives af Helle & Søren Svennesen, der løbende har 3-4  elever.
Bjerggaard Barsø Landbrug kan følges på facebook 
Tlf. 22 35 91 16

Atelier / Orangeri
På en af gårdene er deres lade lavet til et lille atelier.
Her kan man se fotos og læse lidt om øen gennem tiderne.

Natur
Barsø har både bakker og lavninger, strandenge og det fineste sand på tanger. Strandene har stejler skrænter og stenene strande, hvor man kan aflæse årtusinders geologiske udviklinger. På Barsø er der sten fra hele norden, der stammer fra istiden, her aflejrede isen ler, grus og sten.
Der findes også mange ledeblokke, der er sten, hvis oprindelsessted er kendt. Det er bla. kinnediabas og porfyrer. I sommertiden ruger svalerne i reder i skrænterne.

Gyldenbjerg er det højeste punkt på Barsø, og ligger på den nordvestlige del af øen. Landskabet jævnes ud mod syd og øst. Øen vokser hvert år i længden, de to spidser, Søndermaj og Nørrerevle, men samtidigt tager havet store bidder af især østkysten, så øens areal vokser ikke. Området der hedder Østerklev, har 15 meter høje ler skrænter. Her ligger klippeblokke på stranden og rager ud i skrænten. Disse består af sammenkittet grus og sten, der dannes ved, at kulsyreholdigt vand opløser kalken i de øvre jordlag for senere at udskille den i de dybereliggende gruslag. Det hele er kittet sammen til en hård kalksandsten. 

Der er ingen skov på Barsø, men levende hegn. Langs dem ved grusvejene ses specielt formede asketræer, der om sommeren gør at brombærranker, stikkelsbær slåen, hyld, sammen med vild gulerid, kodriver, dansk ingefær og påskeliljer er uigennemtrængende vildnis hegn.

Plante- og dyrelivet
Der er ikke mange dyrearter på Barsø som på fastlandet. Her er fx. den interessante og sjældne strandtudse. Strandtudsen har et kendetegnet en gul stribe ned ad ryggen, den er meget hurtig, næsten som en mus, hvilket er modsat andre som er langsomme og kluntede. På Barsø har de gode livsbetingelser med de mange vandhuller. Strandtudsen kvækker morgen og aften om foråret og sommeren. 
Tilbage sidst i 1990érne blev der udsat 4 stk. rådyr (1 buk og 3 råer). Antallet er siden steget støt. Ellers findes der kun ræve og hare som større dyr. Der kan også mange steder ses huller efter mosegrise. Der findes flagermus i luften, samt  pindsvin, mus og med held en snog.

Insektlivet på Barsø er rigt, og i høj sommeren flyver der sommerfugle som græsrandøje og engrandøje overalt. 

Fugle livet på Barsø er de almindelige småfugle som lærker, viber, solsorte, stære og svaler, og derudover tornsanger, munke, gulbug og gærdesangere. Ved standene er der strandskade, skarv, præstekraver og hejre.
Om vinteren findes der gæs, edderfugle og hvinand, samt lappedykkere og lom, og få af den sjældne gæst søkongen, der yngler i det arktiske område i Nordøstatlanten.
Der findes også rovfugle på Barsø, bla. spurvehøge, tårnfalke, rørhøge og musvåger, og med lidt held havørnen og fiskeørnen.

Man kan også være heldig at se marsvin i farvandet omkring Barsø. De ses bedst sydøst for øen, hvor også spættede sæler kan ligge som sten i vandet. 

Faunaen på Barsø er bla. gul snerre, som også kaldes Jomfru Marias sengehalm, samt blåklokke, følfod, kær svinemælk, kongelys, tiggerranunkel, strandmandstro, engkabbeleje, strandkål, tusindgylden og bakketidsel samt den meget sjældne gaffel-limurt.

På Barsø har der boet mennesker i årtusinder.
I 1769 boede der ved folketællingen 59 mennesker på øen. I 1871 toppede antallet med 89 mennesker.

På Barsø har hovederhvervende været landbrug og fiskeri, men øen har også sendt mange søfolk ud på verdenhavene.

Barsø havde store malkebesætning og planteavl hvilket gjorde der var egen mølle og mejeri i mange år. 

I 1855 fik Barsø sin første mølle, en stubmølle. Før den, malede bønderne kornet på Løjt Land i Rundmølle. Kornet blev roet over til Dybvig på fastlandet og videre med hestevogn til Rundemølle, da der den gang var mølletvang. I 1853 ophævede man mølletvang, og derefter blev stubmøllen bygget på Møllebakken. Dog kunne beboerne ikke blive enige om prisen for at få malet kornet, så i 1863 blev møllen revet ned. Igen blev kornet sejlet over til fastlandet. I 1892 blev et andelsselskab stiftet af bønderne på Barsø, og de byggede en ny mølle, der malede indtil 1936.

Fra 1854 til 1890 havde Barsø egen smed og smedje. Herefter byggedes en smedje ved Møllebakken af landmændene, og ved behov kom smeden sejlende fra fastlandet indtil 1940.

Barsø har haft eget mejeri, men fra 1952 til 1972 transportede man mælken i mælkejunger med færgen Nordstjernen. Idag kommer der en tankbil hver anden dag.

Indtil år 1800 varetog en stor skoledreng fra fastlandet undervisningen i en skolestue på en af gårdene. I 1836 kom den første uddannede lærer til Barsø, og Barsø fik sin første skole i 1856, på Barsø Bygade 59. Senere i 1925 kom en ny dansk skole på Barsø Bygade 50. I 1968 blev den dog nedlagt, og idag må børnene ind på fastlandet. 

Kong Christians den 10. kom i 1020 på besøg på Barsø. Han besøgte bla. Svennegården, hvor han så en smuk samling vinglas. Her lyder det sig, at kongen fik et glas og han spurgte hvad Barsø ønskede sig. Barsø ønskede en telefon, hvilket de fik.

Barsø fik i 1957 lagt et søkabel, hvorpå der kom lys på Barsø.

Barsø´s navn, sagn & ældre historie
Navnet Barsøs kommer formentlig fra det oldnordiske ord Bars, der betyder ubeskyttet ryg – dog siger et sagn, at en borg byggede ved Varbjerg af sørøver vikingehøvdingen Bars, og at han gav øen dens navn. 
Endnu et sagn er om kæmpen Bars, der boede på Løjt Land, og en dag ville et smut til Fyn. Kæmpen Bars tog et skridt ud i havet og mærkede en klump jord i den ene træsko. Træskoen blev tømt, og den klump jord blev senere benævnt Bars Ø. Øen ligger skærmende ud for Genner Bugt.

Barsø har været beboet i mindst 6000 år. Der er fund helt tilbage fra jægerstenalderen, disse er fundet tæt ved øens vestkyst under vand, et område der var vandfast dengang.

I 1982 blev der bjærget en stammebåd fra vikingetiden. Denne er hos Haderslev Museum. Bådens træstamme er fældet i år 1040. Båden er lavet af en træstamme som er fældet i år 1040. På den sydlige del af øen er der også fundet mange stenredskaber.
Pesten hærgede i 1300 tallet på Løjt Land og endnu et sagn fortæller at der blev søgt tilflugt på Barsø. 

Turen startede aftenen inden, hvor jeg skrev en mail til Barsøfærgen. Det var midt i juli, så jeg regnede egentlig ikke med personalet havde tid til at svare mig tilbage. Kl. 8 næste morgen ringede den sejeste dame fra Barsøfærgen. Min søn Alfred (på 8 år) og jeg fik pladser på en tur kl. ca. 12, og hjem igen sidst på eftermiddagen. Vi havde en køretur fra Midtjylland og hele vejen ned til Barsø Landing, så var det bare at komme afsted i en fart. Vi kom frem til et meget stille område, med en lækker strand. Vi kunne se over på Barsø, og færgen var netop på vej mod os.

Færgen, samt billet overblikket blev styret af en medarbejder, og jeg må sige, hun havde styr på sagerne, og viste stort overskud. Vi blev krydset af, færgen blev fyldt, og så sejlede vi afsted. Vejret var stille og roligt, så det hele gik som smurt til Barsø. Fra færgen kunne man se Barsø Huset som er fint gul og ligger lige venstre fra færgelejet. Vi gik i land, og orienterede os ved toilethuset, hvor der var et kort over øen. Vi gik op ad Barsø Bygade, forbi Bars Kaffehus, og videre ind på midten af øen. Her kom vi forbi flere flotte bindingsværkshuset med fine stokroser. Alle de *store* veje på Barsø hedder Barsø Bygade, så man skal lige huske at orientere sig, men det er ikke svært. Vi gik rundt hvor vi bla. kom forbi Bjerggaard, hvor vi så nogen søde køer. De så dejlig nysgerrige ud. Vi kom også til et Orangeri / Atelier. Her kunne vi læse og se billeder om Barsø´s historie. Vi så især på billederne, hvilket var virkelig spændende.

Vi mødte også landmænd der kom kørerne på de smalle veje, og så dem arbejde på markerne. Midt på øen var der også en fantastisk udsigt ud over markerne til havet. Vi sad bla. på en bænk et godt stykke tid og spiste madpakken og nød udsigten. Der var en dejlig ro omkring os, hvilket gjorde ø-turen rigtig afslappende.

Vi gik i retning mod havnen, hvor vi smuttede ind i Bars Kaffehus på vejen. Her kiggede vi på nogen af de lokales varer, med ingredienser fra Barsø. Bagved udenfor Bars kaffehus er der et område hvor de har en labyrint. Dette er sjovt for børnene og barnlige sjæle. 

Herfra gik vi ned til lystbådehavnen, og videre ud øst på ad en lille sti. Her kom vi til et hus helt ned til vandet. Her var et smalt område hvor man kunne gå langs vandet. Her øvede Alfred sig længe i at slå smut. Vi sad her længe, lige indtil vi kunne se vores færge komme fra Barsø Landing.

Hjemturen gik ligeså stille og roligt hjem, og vi var godt tilfredse efter en dag med meget luft i hovedet. 

Fotos fra Barsø

Bliv inspireret til et Ø-besøg med Nyhedsbrevet

Kontakt

Kristina Møller
Tlf. 20924059
RundtiDanmark@RundtiDanmark.dk