Previous
Next
Rundtidanmark_flag

Femø

Lolland Færgefart driver færgen til Femø.
Færgen sejler fra Kragernæs på Nordlolland, 24 km nordvest for Maribo.

Turen tager ca 15 min – det er en god idé at reservere plads.

Femø´s Havn er på den vestlige side af Femø. 

Beliggenhed Smålandsfarvandet, Femø Sund, Femø W-kyst 54°58,3’N 011°30,9’E

Femø Havn er Lollands mest besøgte lystbådehavn. Den har plads til ca 100 både. Der kan ikke reserveres plads.

Man kan ringe til havnefogeden og høre om der er plads på tlf.2360 3032

I øjeblikket er man igang med et projekt i havnen – det hedder Stenbidderen. Det bliver til et hus til turisterne, med stort fællesrum til hygge, madpakkespisning, kaffeslabberas, strøm mm. 

I Stenbideren kommer der til at være en stor naturbase. Her skal man kunne låne/leje rekvisitter til naturen, som fx. fiskegrej, kikkerter, opslagsbøger, fiskenet, sorteringsbakker mm. 

Femø shelter- og teltpladsbook

2 Shelter pladser:

  • Shelteret Nørreby
    Shelteret Sønderby

3 Teltpladser:

  • Annemose Teltplads
    Bastmose Teltplads
    Langemose Teltplads

Der er fin plads midt i Femøs natur.
De 2 shelters i Nørreby ligger ugeneret ved en stor tidligere boldbane. Så der er god plads til bold og leg.

I det andet hjørne af den store plads ligger teltpladsen med egen bålplads.

Ved gråt vejr, kan shelterbrugerne benytte det lille tidligere klubhus, hvor beboerforeningen har lavet tekøkken, spiseplads samt brusebad med varmt vand og toilet.
Teltpladsens brugere skal benytte toilet og tekøkken til højre i klubhuset, hvor der findes lignende forhold, men dog ikke bad

HØJRIIS – Bed & breadfast, galleri og ferielejligheder
Link til overnatning

FEMØ KRO
Overnatning og krokultur siden 1659.
Vi kan tilbyde både kroophold, overnatning og kursusoplevelser. 
Link

AirBnB leje – 5 boliger
Link

Høkeren – Det gule Magasin
Her februar 2021 er Rundt i Danmark usikre omkring Høkeren.
Man har tidligere (forhåbentlig igen) kunne proviantere koloniale, drikkelse og lette varer, samt kunne købe Femø – T-shirt og æblemost.
Giv gerne en melding hvis du ved noget!

ALICE’s IS OG PØLSER
Ligger på Femø Havn
Her kan købes alt til den lille sult og tørst. Is, slik, pølser og burgere mm.

HØJRIIS – Bed & breadfast, galleri og ferielejligheder.
Her er en sommercafé – Link

FEMØ KRO
Overnatning og krokultur siden 1659.
Menu – Link

Femø Æblemost
Mosten er fremstillet af usprøjtede æbler. De er lavet af mange sorter af æbler, høstet i flere af Femø´s gamle haver.
Kan købes året rundt på Femø Kro, og i boden ved Fasangården – Kalvemosevej.
Fasangården er det eneste økologiske jordbrug på Femø (indtil videre) – Her eksperimenteres med dyrkning af vin og grønsager.
I sommerperioden kan Femø Æblemost købes på boder rundt på øen.

Øens motto: Femø – hvor himlen kysser jorden

På Femø´s fine hjemmeside står der flg.

Femø er et trygt og overskueligt samfund, som ligger midt i Smålandshavet. Her er fred og ro, ren luft, god plads, sandstrande og stjernehimmel. Her er et stærkt fællesskab og en aktiv befolkning, som tager imod gæster og nye beboere med åbne arme. Vi fryder os tit over alt det, vi er fri for.

Femøs areal er ca 11,4 km2. Kystlinjen hele vejen rundt er ca. 14,5 km, og det er muligt at gå Femø rundt langs stranden.

Femø´s hjemmeside

På Femø har det et skønt tilbud der hedder: Mød En Lokal
Du har muligheden for at møde en femøbo, og via dem, kan du få alt muligt at vide om øen. Se og find den helt rigtige at spørge til dine spørgsmål – link

Vandrestier
Øen rummer med sine bakker, moser og snoede veje mange naturoplevelser. Flere af øens offentlige stier blev renoveret i 2013. Der er mange markveje med fri adgang til stranden.

Femø har 2 Hjertestier Link
Hjertestierne er bygget op om 9 tilbageværende historiske stier på Femø. Disse stier har været vigtige færdselsårer for Femøboerne i generationer. De blev brugt, når man skulle rundt i landsbyerne eller på visit i nabobyen. I dag er deres betyndning mistet, men de er et vigtigt kulturhistorisk spor. Stierne er også gode at træne på, og kan benyttes både til fods og på cykel. Dog være opmærksom på stierne kan stoppe brat og er tværgående af offentlige veje.

Cykler
I Femø Havn kan der lejes cykler. Cyklerne kan reserveres på forhånd.
Der er på Femø to *pumpestationer*, hvor der kan fyldes luft i hjulene – Hos havnefogeden kan du lappe din cykel, hvis behovet opstår.
Femø Beboerforenings har udlejningscyklerne, og de skal fremover stå i Stenbidderen, som er et hus der er ved at blive bygget ved havnen.

Strande
Femø Havn Strand er en dejlig sandstrand. Der er fra stranden udsigt til Fejø, Askø og Lille Ø. Ydermere kan der bades på sydspidsen og i bugten på nordsiden, Strandene omkring Femø er generelt fine naturstrande, der også er børnevenlige. 

Lystfiskeri
– Femø Sydspids har et stort unikt rev, hvilket er et godt opholdssted for havørreder, samt torsk, makrel og hornfisk i deres højsæson.
– Darrehøj. Femø´s vestligste punkt. Her er en flot varieret leopardbund. Her er både stenet bund, ålegræs og blæretang, samt gode strømforhold. Stedet er optimalt for jagende fisk. Husk waders.
– Femø nord. Pladsen har varierende bundforhold som som er optimale for jagende fisk der søger efter fødeemner. Havørreder er godt i forår og efteråret.

Minigolf
Femø Kro har du mulighed for at spille minigolf.

Barkkedlen
Går du langs stranden fra Sommerhusudstykningen og forbi badebroen – mod øst, finder du Barkkedlen. 

Smuthullet
Et åbent værksted ved den gamle smedje i Nørreby anlæg. Her kan børn helt gratis være kreative og bruge værktøj, modeller og materialer, hvis de er sammen med en voksen.

Femø skulpturer
I Nørreby anlæg møder man 3 bronze skulpturer, af Femø´s gamle bagerdame, Amalie. De er lavet af Hanne Varming.

I Sønderby, ved gadekæret ses kalkskulpturen Los, Ræv og Urhane, lavet af Holger Wederkinch. Ved præstegården på Ernas Eng, er der opstillet et lille bronze tempel, til minde om Erna Wederkinch, og på Præstevangen ved Bastmosen ses Erik Varmings bronze skulptur, Metamorfose.

Eventyrstrædet
Eventyrstrædet ligger på Damstrædet. Her gemmer der sig trolde og hekse i de gamle popler i træerne. Sjovt og fint, og så kan man gætte løs hvilke eventyr der er tale om.

De Sorte Tavler
I dag er der fire tavler rundt på Femø.
Historien om de sorte tavler stammer helt tilbage fra 1. verdenskrig. Dengang var der kun få femøboere, der læste avis. Skolelærer Lindhart holdt Politiken og købmand Henrichsen holdt det lokale Tidende, fik den idé at sætte en sort tavle op ved Købmandsbutikken i Nørreby med *Ritzaus krigsnyheder* fra de 2 aviser. Tavlerne blev opdateret hver formiddag af Lindhart, der også tegnede forklarende kort over øst- og vestfronten, så øboerne kunne følge Europas slagmarker.

Femø Bibliotek
Femø Bibliotek er på Præstegården, Kirkehældevej 29. Her er en samling af børnebøger og tegneserier. Kontakt Chris 2966 2852 hvis du gerne vil låne noget.

Femø Design
Et lille sølvsmykkeværksted i Klubhuset – Damstrædet 26. Her kan du lave dine egne sølvsmykker mm.
Værkstedet har åbent tirs- og torsdage fra april til oktober.
Der sælges også her sølvsmykker af Femø Design.

Atelier v/ Heidi Nûbling
Link

Sus P
I *Huset ved vejen* udstiller og sælger Sus P sin fine keramik.
Adressen: Præstevangen 26 – Sønderby 

Femø Kirke
Kirken ligger øst for havnen, og er viet til Skt. Nikolaus, der er de søfarerendes helgen. Inde i kirken hænger der flere kirkeskibe og kalkmalerier.

Kirken blev opført omkring år 1500, men indtil år 1537 fungerede kirken kun som annekskirke under Fejø Sogn. I de år kom også de katolske præster, når der skulle laves kirkelige handlinger. I 1527 fik Femøboerne lovet eget sogn, med egen præst, dette kom dog først 10 år senere. Siden der, har der været 44 præster tilknyttet Femø Kirke.

Pære Allé
Pærealléen er et stykke af Kongevejen. De to rækker pæretræer ved vejen er et levn fra da der var frugtplantager overalt på Femø.

Femø Jazzfestival
Hvert år i første weekend af august arrangeres Femø Jazzfestival. Den begyndte tilbage i 1970, hvor en håndfuld øboere og jazzentusiaster havde fået idéen om at afholde et jazz arrangement på kroen. I august 1970 stillede en ankomstkomité sig klar med blæsere på Femø Havn og stemte i med jazzmusik. Femøsund gled ind i færgelejet, og ud myldrede et hav af gæster, der skulle til jazz! Omkring 300 gæster fandt vej til den første jazzfestival på Femø, der blev en stor succes. I 2019 fejredes 50 års jubilæum, og dermed er Femø Jazz Festival en af de ældste festivaler med overnatning.
Link

Femølejren – Kvindeølejren
Femølejren er en kvinde ø-lejr, der startede af rødstrømperne i 1971 på Femø. Kvinder og børn må deltage, dog også drenge under 12 år. Grunden til at Rødstrømperne arrangerede denne lejr, var for at kvinder kunne være et sted uden mænd kunne kommandere med dem. Det var for kvinderne vigtigt at de skulle være naturlige og i pagt med naturen, så derfor boede de i telte og var nøgne for at komme *tilbage til naturen*. 
Link

Landingsbane for små fly
En private landingsbane på Femø. Banen starter ved de 4 hvide mærker – dvs. 100 meter inde på banen fra nordøst.
En midlertidig vindpose står oppe ved Femø Kro.

Onkel Anders Antik
Her er et sand slaraffenland for samlere af ting og sager med charme og sjæl. Det er en gammel købmandsgård, som ligger på Askhavnsvej 74.

Butikken har åbent når det lille flag er sat foran butikken eller efter aftale.

HØJRIIS – Bed & breakfast, galleri og ferielejligheder
Link til Galleri

Femø Museum
Her ses samlinger af interessante og sjove ting og sager fra Femø.
Bla. effekter fra forskellige erhverv, stensamling, køkkenredskaber og udstoppede dyr. Alt kommer fra Femø, eller har tilhørt Femøboere.
Adresse: Kirkehældevej 44.
Åbningstider fremgår af tavlerne.

Pilehaven
Birkemosen er en pilehave, altså en skov hvor piletræerne stynes i 2-3 m højde, ca. hvert 6. år. Det skønnes at pilene er plantet for knap 100 år siden.
Pilehaven er et kulturhistorisk minde. Den er fra dengang bønderne og husmændene stynede pilene, som de brugte til gærder mellem markerne, gærdseslhegn.
Derefter når hegningen faldt sammen, blev de brugt som brænde. Træerne var samtidig atter blevet tjenlige til styning. 
Birkemosen er en træbevokset mose. Femøboernes udnyttelse af piletræerne i mosen, har medført at Danmarks Naturfredningsforening i 1999 rejste en fredningssag for området. Formålet med fredningen er, at bevoksningen skal fremstå som et levende vidnesbyrd, om tidligere generationers livsvilkår.

Kinnerupgård
Her er laden fyldt med *lopper*, og derudover et stort areal med mange forskellige blomster og træer. Her er bla. hyldebærbusk, mandeltræer, kiwitræer, kvædetræer , samt æbler, blommer, kirsebær og pærer. Her er flere terrasser, hvor man frit kan bruge borde og bænke – dog uden servering. Hunde skal være i snor, og der er fritgående høns. Hvis flaget er ude, har loppemarkedet åbent – haven har åben hele året.

Femøbænken
Femøbænken blev skabt i 2009. De blev dekoreret af forskellige kunstnere, og blev sat flere steder på Femø.

Dels giver de et sted hvor man kan hvile sig og nyde Femø, og dels giver de også en kunstnerisk oplevelse.
Flere har efterspurgt bænkene, og der laves nu flere modeller.

Dronningestenen
Står opsat i Nørreby anlæg. Den blev opsat i forbindelse med regentparrets besøg på Femø i 2010.

På Femø Kro kan man se Søren Mathisens kobberrelief med regentparrets underskrifter. 

Kongestenen
Mindesmærket står på Kongevejen. Den blev rejst i anledningen af Christians X´s besøg på Femø i 1936. Kongen navngav Kongevejen ved hans besøg.

Issemosegård
The Seed – Femø Retreat Center
Issemosegård, der ligger på Femøs sydlige del og er øens højeste punkt er Femøs nye retreat center.
Det er muligt at leje stedet til diverse retreats, møder, og arrangementer som bryllupper, fest og lign. 

 

Natur
Femø er en moræne ø, og er den mest bakkede af øerne i Smålandsfarvandet. Femø præges af den store brede dal Bækkenet, der delvis ligger under havets overflade. Den skærer fra syd østkysten 2 km mod nordvest, hvorpå den deler sig i to. Landet hæver sig både i nord og syd for dalen, og giver hhv. Grydemosebjerg på 19 m og Issemosebjerg på 22 m.

Mange dyrkede arealer er i dag lagt sammen, men de gamle levende pilehegn vidner om at Femøs jord engang var opdelt i smalle lodder. Disse lodder breder sig ud til kysten i vifteform, og viser en stjerneudstykning, som efterhånden kun ses sjældent, og er et kendingsmærke for Femø.
Tidligere var både frugtavl og landbrug de vigtigste erhverv på øen, men i dag er det mest landbruget, med afgrøder som korn, raps, majs og sukkerroefrø de vigtigste afgrøder. Derudover er der lidt vin avl. Der er i dag 8 selvstændige landmænd, hvor 6 er planteavlere og 2 har kvægbrug, hvor den ene er mælkeproducent til Arla. En enkelt har også bistader.

Der er spor fra øens gamle frugtplantager, nu som hyggelige frugthaver. Frugt som pære, blommer og æbler. Femøs milde klima gør så mange eksotiske træer kan gro her, fx figener, mandler og ferskener.

Fra Femøs vestkyst kan man se Storebæltsbroens pyloner 53 km væk, og fra Femøs nordspids kan man se Storstrømsbroen 30 km væk.

I 2013 blev flere af øens offentlige stier renoveret, og mange af markvejene fik fri adgang til strandene.

På øens højeste punkt Issemosebjerg, er der en officiel sten. Det ligger på en privat mark, så der er ikke offentlig adgang.

Ved folketællingen i 1880 var der det højeste antal beboere på Femø, 782 personer. Siden er befolkningstallet faldet til ca. 120 helårsbeboere. Skolen lukkede tilbage i 1998, så de børn der er fastboende er pendlere.

Byerne på Femø
Nørreby, har en lang hovedgade, hvor man finder Højriis, Femø Kro og lægen. Sønderby er en mere kringlet, her er præstegården, som i dag fungerer som kulturhus, smeden og Femø Museum. Femø havn har også et lille bymiljø. Femø har 32 km offentlig vej.

Her er 153 helårshuse og 52 sommerhuse. Mange af sommerhusene ligger i Udstykningen på Femøs østside. 

Historie
På Femø er der fund fra stenalderen og bronzealderen, hvilket viser at Femø har været beboet siden oldtiden.

Tilbage i stenalderen, for mere end 5000 år siden, kom Smålandshavet til ved en landsænkning. Inden det, var hele området ind mod Lollands nordkyst et sammenhængende land, med enkelte vandløb, der i dag er sejlrender som Rågø Sund, Ståldyb og Femø Sund.

Femø har et meget afvekslende landskab sammenlignet med de andre småøer i Småvandsfarvandet og Lolland. Der er både bakker og dale, der er formet af smeltevandet og de enorme mængder af sten, grus og sand, som i istiden lå indefrosset i den tykke iskappe. Tunneldalen, ved navn Bækkenet har delt øen, og på begge dens sider hæver terrænet sig op mod hhv. Nørreby og Sønderby. De ligger på hvert sit bakkedrag på ca. 15 m over havets overflade.

Der har siden oldtiden boet mennesker på Femø. Der er bla. fundet stenalderredskaber både på land og i havet, som flintøkser, knive, spydspidser og flinteflækker. Fra jer- og bronzealderens er der fundet, bla. bæltesmykker, armringe, lerkar og krukker.

Der er skrevet forskellige ting om hvornår Femø blev nævnt for første gang, og det siges, at det var i år 1175-76, hvor kong Valdemar returnerede med sin flåde fra et togt til Stettin. Her afmønstrede den jyske del af flåden på Femø. Det er Saxo, der skriver Femø på latin som Thymnam, som betyder den fede ø eller skum øen. Der er dog ikke nogen præcis datering af Saxos værk. 

Femø har pga. dens beliggenhed været invaderet adskillige gange i årenes løb. Først af Venderne, der røvede og plyndrede, og under svenskekrigene i midten af 1600-tallet. Dette gik hårdt ud over øen, og femøboerne var ifølge tingbogen lige ved at dø af sult. De fik heldigvis hjælp fra Nykøbing og Stubbekøbing for at undgå massiv hungersnød.

Fotos fra Femø

Kontakt

Kristina Møller
Tlf. 20924059
RundtiDanmark@RundtiDanmark.dk

Bliv inspireret til et Ø-besøg med Nyhedsbrevet