Rundt omkring i København står der stadig de gamle reklamesøjler på fortove og ved trafikerede gader. De er lette at overse i hverdagen, men de fortæller en interessant historie om, hvordan information og reklamer blev formidlet i byen før den digitale tidsalder.

Reklamesøjlerne kaldes også kiosksøjler eller Morris-søjler og har været en del af bybilledet i mange europæiske storbyer siden slutningen af 1800-tallet. Deres primære funktion var at give et fast sted, hvor plakater kunne hænges op. På den måde undgik man, at plakater blev klistret op på husmure, hegn og lygtepæle over hele byen.

Plakaternes byrum

I København blev reklamesøjlerne især brugt til at annoncere kulturelle begivenheder. Teaterforestillinger, koncerter, cirkus og andre arrangementer blev annonceret med farverige plakater, der blev sat op i lag på søjlernes runde overflade. Når nye plakater blev sat op oven på de gamle, kunne man nogle gange se flere lag papir titte frem langs kanterne.

Søjlernes form gjorde dem særligt velegnede til formålet. Den høje, enten kantede eller runde konstruktion betød, at plakaterne kunne ses fra flere retninger på gaden. Derfor blev de ofte placeret ved travle steder som torve, boulevarder eller ved stoppesteder for sporvogne og busser.

Et levn fra en anden tid

I dag er reklamer i høj grad rykket over på digitale platforme og store reklameskærme. Derfor bruges reklamesøjler ikke i samme omfang som tidligere. Alligevel findes der stadig flere af dem rundt omkring i København, hvor de står som små historiske elementer i byens gadebillede.

Nogle af søjlerne bruges stadig til plakater for koncerter, festivaler eller lokale arrangementer, mens andre mest står som en del af det ældre bymiljø. De kan virke næsten nostalgiske i en moderne storby, hvor information ellers spredes via smartphones og sociale medier.

Reklamesøjlerne minder om en tid, hvor man måtte bevæge sig ud i byen for at finde ud af, hvad der skete i den. For mange københavnere var søjlerne en slags offentlig opslagstavle, hvor man kunne orientere sig om alt fra teaterpremierer til politiske møder.

Selv i dag er de derfor små historiske spor i gadebilledet – rester af en kommunikationsform, der engang var helt central for byens liv.