I 1911 blev Livø i Limfjorden købt af lægen og professor Christian Keller og blev en del af De Kellerske Anstalter, Nordeuropas største institution for åndssvage og udviklingshæmmede. Øen fungerede i 50 år som en isolationsanstalt for mænd, der blev betragtet som moralsk afvigende eller uønskede i samfundet.

En anstalt for de uønskede

Livø var en filial af De Kellerske Anstalter, hvis hovedkvarter lå i Brejning ved Vejle Fjord. Her blev mænd interneret, som blev stemplet som ”moralsk åndssvage” eller ”antisociale” – ofte på baggrund af vage kriterier. Nogle var vagabonder, småkriminelle, homoseksuelle eller personer med en IQ under 75. Isolationen blev begrundet i troen på arvehygiejne, og fra 1929 kunne de anbragte kun løslades, hvis de blev steriliseret eller kastreret.

Livet på øen

De anbragte arbejdede i landbrug, skovdrift og værksteder fra kl. 8 til 17. Om natten blev de låst inde. Over 400 flugtforsøg blev registreret – nogle svømmede, andre byggede tømmerflåder, men få lykkedes. Flugtkongen Micha, der boede på øen i 47 år, gjorde adskillige forsøg. Hvis en beboer fandt kærligheden udenfor, blev han sendt tilbage for at forhindre familieforøgelse.

De anbragte mænd boede i de hvide huse med de røde tage, som man i dag kan se på øen. Disse stammer fra “Keller-tiden”. I denne periode fungerede øen stort set som en selvforsynende enhed.