Fejø Kirke ligger idyllisk på Fejø i Smålandsfarvandet, tæt ved øens sydøstvendte strand. Den er en af øens mest markante bygninger og bærer præg af både romansk og gotisk arkitektur.

En kirke med historie

Fejø Kirke blev opført i perioden 1240-1300. Kernen af kirken, skibet og koret, blev bygget i senromansk stil, mens det imponerende vestvendte tårn og våbenhuset blev tilføjet senere i gotisk stil. Den oprindelige placering, lidt afsides fra øens byer, har givet anledning til et sagn om, at beboerne frygtede, at de døde på kirkegården ville “gå igen” og skabe uro. Den reelle forklaring er dog, at kirken oprindeligt også fungerede som sognekirke for de omkringliggende øer, herunder Askø-Lilleø og Femø, indtil de fik deres egne kirker.

Kirkens indre – Kunst og håndværk

Fejø Kirkes altertavle stammer fra renæssancen og er et detaljerigt billedarbejde med et maleri af Christen Dalsgaard fra 1861. Prædikestolen er prydet med fine udskårne statuetter af Kristus og de fire evangelister, skabt af den berømte billedhugger Bertel Thorvaldsen.

I 1923 gennemgik kirken en ombygning, hvor de oprindelige romanske vinduer blev gjort mindre og ændret til de nuværende gotiske. Dog er et af de oprindelige store romanske vinduer bevaret i tårnets vestgavl.

En kirke for søfarende

Fejø Kirke var i middelalderen viet til de søfarendes helgen, Sankt Nicolaus. I 1979 fandt sognepræsten Arne Hægstad rester af en figur af helgenen, indmuret i tårnets murværk. Kirken har gennem tiden været brugt som pejlemærke for sejlere, hvilket understreger dens vigtige rolle i lokalsamfundet.

Kirkeskibe og vindfløjens historie

Inde i kirken hænger tre kirkeskibe: Orlogsfregatten Enigheden fra 1811, Ebenetzer fra 1866 og koffardiskibet Familien Iversen fra 1850-1904. Disse modeller er symboler på områdets maritime historie. På kirkens tårn sidder en vindfløj med årstallet 1865 – måske sat op i forbindelse med kirkens 600-års jubilæum.

To Kirkegårde og en skovbegravelsesplads

Fejø Kirke har to kirkegårde. Den oprindelige kirkegård omkranser kirken og er indhegnet af en smuk mur af natursten. I 1880 blev en ny kirkegård anlagt et par hundrede meter væk, da pladsen var ved at være fyldt op. På grund af den kystnære beliggenhed trænger saltvand op i jorden, hvilket betyder, at de begravede konserveres i en grad, der gør genbegravelser umulige. Derfor bruges den oprindelige kirkegård i dag kun til urnenedsættelser, mens både kistebegravelser og urnenedsættelser foregår på den nye kirkegård. I 2020 blev der også anlagt en skovbegravelsesplads på den nyere kirkegård.

Behovet for en fast graver

I slutningen af 1800-tallet opstod der et behov for en fast ansat graver, da der var kaos på kirkegården. Et brev fra præsten Niels Ewaldsen i 1884 til Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet beskriver, hvordan mangel på orden resulterede i, at kister blev gravet op for tidligt, og at uforrådnede lig skabte en ulidelig stank. For at sikre orden blev en fast graver ansat, hvilket betød, at gravstederne herefter blev bedre administreret.