I november 1872 blev Danmark ramt af en af de værste stormfloder i landets historie. En voldsom østenstorm med orkanstyrke pressede enorme vandmasser fra Østersøen ind over land og forårsagede ødelæggelser i en skala, man aldrig før havde set. Især Lolland og Falster blev hårdt ramt – diger brød sammen, marker og landsbyer blev oversvømmet, og huse, gårde, mennesker og dyr blev skyllet bort. Over 260 mennesker mistede livet på land og til søs, heraf 80-90 alene på Lolland-Falster.

Kæmpeødelæggelser Langs Kysterne

Ud over Lolland og Falster blev også Øresund, Jyllands østkyst og Bornholm ramt. Vandstanden steg til hele 3,3 m. over normalt niveau, og store dele af landskabet blev forandret. På Lolland strakte oversvømmelsen sig så langt ind i landet, at Rødby Fjord og Nakskov Fjord flød sammen og skabte en midlertidig ø af det sydvestlige Lolland. På Falster var kun en smal landbræmme fri for vand.

En kæmpeindsats for kystsikring

Katastrofen gjorde det klart, at der var brug for omfattende kystsikring. Allerede i maj 1873 blev der vedtaget en lov om bygning af nye diger langs Lollands sydkyst og Falsters østkyst. Arbejdet begyndte samme år og blev færdigt i 1878 – trods forsinkelser forårsaget af endnu en stormflod i 1874.

Projektet på Lolland omfattede 63 km dige fra Nakskov til Errindlev, 27 sluser, 24 km kanaler og 10 km indre dige. Over 600 arbejdsmænd flyttede imponerende 1,73 mill. kubikmeter jord – udelukkende med skovl og trillebør. På Falster blev der bygget 17 km dige fra Gedser mod nord, færdiggjort allerede i 1875. Disse projekter banede vejen for senere landindvindingsprojekter, såsom tørlægningen af Rødby Fjord og Bøtø Nor.