Fiskeri på Færøerne
Oprindelig havde Færøerne en 16-sømils fiskerigrænse, men efter forhandlinger mellem Danmark og Storbritannien i 1901 blev de rykket ind til 3 sømil. Dette førte til at de traditionelle færøske fiskeri ødelagt. I 1955 blev fiskeriterritoriet udvidet, fordi 3-sømile-grænsen blev trukket ud fra mere fordelagtige basislinjer – dette førte til en række udvidelser gennemført, og i 1977 blev de nuværende grænse på 200 sømil etableret. Dette gav fiskerierhvervet fuld råderet over fiskeresurserne ved øerne. Samtidig blev færingerne afskåret fra deres fiskeri udenfor – men heldigvis blev der lavet aftaler landene i nærheden om at man kan bytte kvoter – sådan at traditionelt fiskeri har kunnet fortsætte – i begrænset omfang.

I de nære farvande fiskes der især med trawl og langline. Man køler fangsten om bord med is og sælges på auktion eller direkte til filetfabrikkerne. Snurpenot- eller kraftblokfartøjer fisker stimefisk som makrel, lodde, sild og blåhvilling i islandske, norske eller færøske farvande. Størstedelen landes til fiskemelsfabrikken Havsbrún i Fuglafjørður. Et lille antal store fabrikstrawlere fisker i Barentshavet – her forarbejder de fangsten om bord og er udstyret med fryselast. Disse ture er normalt to til fire måneder lange. Rejetrawlere fisker ved Canada, Grønland, Svalbard og i Barentshavet. Her forarbejder nogle fangsten om bord, andre sælger råvaren til højestbydende køber, evt. Færøernes enlige rejefabrik O.C. Joensen ved Oyri. Samme sted ligger en kammuslingefabrik, der forsynes med egen trawler.

Der fiskes 20-25 fiskearter på Færøerne. Her er de vigtigste arter til konsum, torsk, kuller og sej. Lidt mindre betydning er arter som guldlaks, sperling, hellefisk og helleflynder. Langt de største fiskemængder i færøsk farvand fiskes af lokale fiskere. Blåhvilling udnyttes mest af andre lande, nemlig Rusland og Norge.

I 1964 fik den landbaserede fiskeindustri med filetfabrikker i alle større bygder et gevaldigt skub fremad. De fleste fabrikker blev etableret af bygderne selv; med kapital fra kommunen, fagforeningerne, enkelte redere og købmænd samt et bredt udsnit af bygdens husstande. Filetfabrikken blev ofte den største eller eneste arbejdsplads i bygden. Filetproduktionen var på sit højeste i 1989, med 22 fabrikker spredt ud over øerne. I 1990érne blev de ramt af overkapacitet, faldende fangster og gældsproblemer. Alle på nær af to blev i gældssaneringsøjemed samlet i ét selskab – Føroya Fiskavirking, som nu viderefører driften på 6-8 produktionssteder. Størstedelen af fiskeeksporten går gennem Føroya Fiskasøla – Faroe Seafood Prime. Her forsøger man at udvikle og fremstille flere forædlede produkter, bla. færdigretter, men udviklingen hæmmes af den handelsaftale, som Færøerne har med EU. Den sætter kvoter for den toldfrie eksport og lægger høje toldsatser på eksport herudover.