Risin og Kellingin //

Risin og Kellingin er færøsk for Jætten og Kællinge.
De er to store stensøjler på hhv. 81 og 68 meter – ud for den nordlige del af øen Eysturoy.

Risin står lidt længere ude foran brændingen end Kellingin. Kellingin, hans kone står med spredte ben tættere på land.
Når der er vindstille, kan man sejle imellem klipperne. Færøske geologer vurderer, at Kellingin – der står på to ben, nok vil falde i havet under en vinterstorm engang i de næste par årtier.
Allerede i begyndelsen af det 20. århundrede brækkede Kellingins *fede mave* af.

De to søjler kan ses fra flere vinkler:
– fra Tjørnuvík på Streymoy, hvor sandstranden danner en god forgrund til Eysturoys forrevne kystlinje mod øst.
– fra den anden side af de to basaltsøjler på vej fra Eiði til Gjógv. Her er et område med en Kikkert, som man kan bruge – her billederne er taget fra. Her er en lille Parkerings plads.
– Kommer man fra Island med færgen, vil man kunne se de to stennåle, når sigtbarheden er god.

Sagnet om Risin og Kellingin

Historie fortælles om disse to forstenede skikkelser:
Island havde til hensigt at trække Færøerne, som ligger ensomt ude i Nordatlanten, tættere hen til sig!

Denne opgave blev Risin og Kellingin bedt om at udføre. De nåede det yderste nordvestlige bjerg Eiðiskollur, her blev Kæmpen stående i havet, mens hans kone klatrede op på bjerget for at binde Færøerne sammen for siden at skubbe dem op på ryggen af kæmpen. Den første gang tog hun så voldsomt fat, at den nordlige del af bjerget Eiðiskollur revnede. Efterfølgende forsøgte hun at fastgøre rebet et andet sted på bjerget – men det var også forbundet med vanskeligheder. Bjergets sokkel var fast, og øerne ikke nemme at flytte.

Videre fortælles der, at Kellingin stadig var oppe på bjerget, da morgenen begyndte at gry.
Hun var bange for dagslyset og skyndte sig derfor ned til kæmpen, som stadig stod i havet og ventede på hende.
Desværre havde de brugt for megen tid på forberedelserne, for i samme øjeblik, som de begav sig hjemad, kæmpen forrest og hans kone bagved, steg solen op af havet i al sin glans og forstenede dem begge.

Her står de stadig i dag med længsel i retning af deres hjemland (Island) uden nogensinde at få det at se igen.