Kirkegårdens historie
København var i 1711 ramt af en epidemi. Denne tog ca. 23.000 menneskers liv, hvorpå der i hast måtte anlægges seks pest- eller assistenskirkegården i Københavns udkant, stadig indenfor voldene. Kirkegårdene blev fyldte, og det blev besluttet at sløjfe de overfyldte kirkegårde og farlige pestkirkegårde i 1760. På en sumpet mark, hvor der blev dyrket tobak, på den anden side af Søerne blev udlagt til en ny og større assistenskirkegård, hvor der blev bygget en ringmur omkring. Assistens Kirkegården blev til en fattigkirkegård, da det bedre borgerskab afholdt sig.

I 1785 ændredes dette da krigskancellisekretær Johan Samuel Augustin bad om at blive stedt til hvile på Assistens Kirkegård. Efterfølgende var der flere fra de øvre klasser der fulgte efter, og derfra blev stedet mondænt. Fra der, begyndte københavnerne at tage på udflugt til kirkegården med madkurv.

I 1804 opdagede man at kirkegården var involveret i organiseret gravrøveri. Der florerede en historie, at den unge Giertrud Birgitte Bodenhoff, begravet på kirkegården i 1798, kun havde været skindød. Natten efter sin begravelse var hun blevet vækket af gravrøverne, de ville tage hendes smykker og her efter myrdede de hende. Året efter blev gravrøverne anholdt, hvorefter der kom nogen regler for kirkegården.
Det blev forbudt at *Æde- og Drikkevarer falholdes eller fortæres paa Kirkegaarden, eller at der paa samme holdes Musik eller foretages noget, der ligner Lystighed*.

De store massive træporte ind til kirkegården blev udskiftet med store gitterlåger, der stadig anvendes. Det var, så folk havde svære ved at snige sig rundt uset på kirkegården om natten. I 1813 blev det forbudt graverne at sælge spiritus til besøgende.