Den nederste del af stænglen findes ligeledes under jordoverfladen. Tulipanløget dør væk efter blomstringen, hvorpå der samtidig udvikles mellem to løgskæl et nyt, blomstringsdygtigt løg og mellem de andre kommer der små, svagere løg.

Så når tulipanen er afblomstret, skal man helst lade stilken stå tilbage – også selv om den bliver gul og vissen. Derved kan energien fra stænglen suges ned i løget, hvor den lagres til næste blomstring.

De 2-6 (helt op til 12) blade er oftest grundstillede og op til 30 cm lange og ustilkede. Disse er ægformede eller bredt linjeformede, hele og med hel rand. Randen kan være mere eller mindre bølget. Tulipanblomsterne er oprette, formen er regelmæssige og klokke- eller krukkeformede. De dyrkede sorter kan have blomsterfarverne hvid, gul, orange, rosa, rød, lysegrøn, violet og sågar sort. Blomsterne bæres endestillet på særlige stilke og som regel enkeltvis eller i fåblomstrede stande. Frugterne er trerummede, læderagtige kapsler med flade frø.

Alle plantedele på tulipan er giftige, dvs. blomst, blade, stængel og løg. Det giftige stofs navn er Tuliposide. Ved længerevarende hudkontakt kan der opstå hudproblemer.