Om rapsplanten
Rapsplantens egentlige hjemsted er som så mange kulturplanter Middelhavsområdet. Her har arten været dyrket i mindst 2.000 år.
Rapsplanten er knyttet til ruderatsamfund (område, som er præget af tidligere menneskelig udnyttelse) på lysåbne steder med tør, veldrænet og næringsrig bund.
Derfor bliver spildfrø fra dyrkningen let til ukrudt i senere kulturer.

Den olie, som presses ud af rapsplantens små sorte frø, anvendes som madolie, samt som motorbrændstof og som brændsel.
Restproduktet efter presningen kaldes en *rapskage*. Dette har et højt indhold af protein og en specifik aminosyresammensætning, der gør det meget velegnet som foder til husdyr.

Ældre rapssorter gav en olie med et højt indhold af glycerider. Dette er en ernæringsmæssigt uønsket fedtsyre, erucasyre, samt de indeholdt store mængder glucosinolater i frøene.
Derfor var raps ikke en særlig populær afgrøde, da olien ikke kunne bruges som spiseolie, og rapskagen var kun et dårligt foder.
I nyere tid er fremavlet *enkelt-lave* sorter med en olie, der kun har et lille indhold af erucasyre-glycerider.
Senere har man fremavlet *dobbeltlave* sorter, som yderligere havde et lavt indhold af glucosinolater i frøene.
Med mere anvendelige sorter er rapsen blevet en populær afgrøde – godt hjulpet på ved af EU-tilskud til olie- og proteinafgrøder.

I dag er rapsolie en vigtig alternativ til andre madolier, da rapsolien har et relativt højt indhold af umættede fedtsyrer – omega-6-fedtsyrer og omega-3-fedtsyrer, specielt alfalinolensyre, ALA, der i kroppen omdannes til docosahexaensyre, DHA, en vigtig del af fosfolipiderner i sædceller, hjerne og øjets nethinde.
ALA reducerer også mængden af triglycerider i blodet hvorpå risikoen for hjerte-kar-sygdomme mindskes.

Rapsfrø anvendes også til varmepuder, der kan opvarmes i en mikrobølgeovn.