Nørre Vorupør nævnes første gang som Worup-Øer i 1735. Navnet Vorup kommer fra det gammeldanske *wore*, som betyder udmark, og *torp*, der betyder udflytterbebyggelse. Vorupgård var oprindeligt en udflyttergård fra den større Faddersbølgård og ejede oprindeligt jorden helt ud til havet. Andet led, *-ør*, indikerer en gruset strandbred.

Geologiske forhold

Den jyske vestkyst fra Skagen til området nord for Esbjerg er et ungt geologisk område, stadig under forandring. Efter isens fremrykning og afsmeltning formede det bakkede morænelandskab i Østjylland og Limfjordsområdet, tørlagde landets hævning den tidligere havbund mod vest. Senere, med sandflugt fra 1500-1600-tallet, formede vind og sand de storslåede klitområder yderst mod Vesterhavet.

Middelalderen

Voldsomme sandflugter hærgede i middelalderen, og store vandreklitter drev ind over land. Dette medførte dannelse af kystbyerne Vorupør, Stenbjerg og Vangså. Sandflugterne var et stort problem og førte til indførelse af lovgivning for at beskytte klitområderne.

Klitten Området, der senere blev til Nørre- og Sønder-Vorupør, nævnes første gang i 1689. Det var kendt som *Klitten*. Beboerne kæmpede med sandflugt, og der blev iværksat forsøg med beplantning som en løsning. Dette førte senere til anlæggelse af Tvorup Klitplantage i 1820.

Nørre Vorupør voksede op som en udflytterby fra Stenbjerg og Sønder Vorupør. Byen var kendt for sin fattigdom, hvor fiskeri var det eneste reelle erhverv. I 1851 blev den første redningsstation etableret. Op igennem 1800-tallet oplevede Vorupør en langsom forbedring, og en mere organiseret fiskehandel begyndte at tage form.

Missionsbevægelsen I 1870’erne kom den indremissionske vækkelse til Vorupør. Dette førte til etablering af missionshuse og en mere organiseret tilgang til fiskeriet. I 1889 blev Vorupør Fyr bygget som en del af ledefyr med signalstation, og rednings- og redningsbådene blev en vigtig del af samfundet.