Ved begyndelsen af det 16. århundrede, hvor sandflugten begyndte, blev det sværere for meningheden at grave sig frem til gudstjenester i kirken. Indtil 1795 tog man kampen op mod sandet, derfra blev kirken nedlagt efter ordre fra kong Christian 7. Derefter blev kirkeskibet revet ned og benyttet i andre byggeprojekter. Tårnet blev skånet og brugt som sømærke. Nationalmuseet foretog i 1909 en udgravning af kirken. Her konstaterede man, at kirken er udvidet mindst en gang, hvor også kirkens tårn kom til.

I dag er tårnet fredet. Undersøgelser viste i 1994, at kirkeskibet og sakristiets placering nu er markeret i terrænet med røde pæle. Faskiner markerer, hvor den gamle kirkegårdsmur lå.