Sømærket ved Blokhus Strand

Sømærkerne / båkerne ved den jyske vestkyst er høje, skulpturelle, trebenede trækonstruktioner.
De stammer fra midten af 1800-talelt og indgik i et samlet system af sømærker, der dengang heddende *Kyst og Klitvæsen*.
De blev rejst for at forbedre sø-sikkerheden.

Der var oprindelig 23 sømærker, flere er blevet fredet og genopbygget. 
De forskellige sømærker er op til 12 m høje og *hovederne* på toppen kan være en cirkel, en trekant, en firkant eller en anden letgenkendelig figur.
Disse sømærker blev alle indtegnet som signaturer på søkortene.
Derved kunne navigatørerne bestemme skibenes nøjagtige positioner, og skibene kunne udfra sømærkerne hvor de var.

I dag har sømærkerne ikke længere nogen søfartsmæssig funktion.
De anses sammen med redningsstationerne for vigtige kulturhistoriske og arkitektoniske kendetegn i det vestjyske kystlandskab.

Navnet *båke* kommer at det tyske *Baken* eller *Bavn*, der tilbage i Middelalderen var betegnelsen for en stabel brænde, der blev antændt som signalbål på et højtliggende sted.

Sømærker kan ses langt tilbage i historien.
De blev med tiden systematisk opsat med oprettelsen af nationale vagervæsener.
Tilbage i 1844 fik Danmark oprettet det *Kongelig Dansk Vagervæsen*.
Her blev det besluttet hvor og hvordan der skulle afmærkes i danske farvande.
Der var dog ikke nogen international koordinering.
Danmark udviklede  sit eget system, der var røde og sorte sideafmærkninger monteret med koste.
Disse pegede opad eller nedad.
I Tyskland, Sverige eller Norge, havde afmærkningerne andre farver, former eller funktioner.

I 1980 blev der endelig vedtaget et international regelsæt.
Dette var af den internationale organisation International Association of Lighthouse Authorities (IALA) der kæmpede for det.
Derved fik de reduceret mange nationale regler til to internationale systemer, som er i brug i dag.
De to systemer kaldes A og B og bruges forskellige steder på Jorden
I dag bruges System A  mest i verden, herunder Danmark.
System B bruges i Nord- og Sydamerika samt visse steder i Asien. 
Heldigvis er systemerne ens på mange punkter.
Hovedforskellen er, at farven (men ikke formen) på sideafmærkningerne er byttet om.