Hærværk og forurening
Jellingestenene er i dag beskyttet med glas.
Den lille Jellingsten blev udsat for hærværk i 1916 af en studerende på seminariet.
Dette blev meldt til Nationalmuseet. 

I 2011 blev Den Store Jellingsten udsat for hærværk.
Stenen fik her påmalet et ord med grøn spraydåsemaling på flere af siderne, samt på kirkedør og gravsten, samt den hvide kasse, stenen er overdækket af om vinteren.

I de sidste 100 år har stenene været mere udsatte end de forrige 1000 år. De nedbrydes langsom pga. de fossile brændstoffer. Dette giver syreregn og dermed langsom nedbrydning.
Derfor er der bygget et glashus i 2011, hvor man kan styre temperatur og luftfugtighed.

Jelling Kirke
Kirken i Jellinge ligger mellem de store gravhøje. 
De er en del af Jellingmonumenterne og dermed også optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.

Den nuværende kirke er en frådstenskirke ( frådsten er en bjergart, der opstår ved aflejring af kalkholdigt vand i kilder og vandløb) fra starten af det 12. århundrede.
Inden stenkirken har der ligget 3 trækirker på ssamme sted.
Det var Kong Harald Blåtand der rejste den første kirke på stedet – denne brændte desværre, hvilket de næste to også gjorde.

Dele af kirken brændte i 1679, men blev genopført.
Der blev senere opført et våbenhus og et klokketårn samt et kapel, som nu er nedrevet.

Der blev ved arkæologiske udgravninger i 1970érne fundet en kammegrav under kirkeskibets gulv.
Det skelet graven indeholdt, er blevet foreslået som værende Harald Blåtands far Gorm den Gamle.

UNESCO’s Verdensarvsområder
Dette kan fx. være steder som naturområder, skove, bjergkæder, søområder, ørkener, koralrev, gletsjere og kulturskabte værdier som bygninger, kvarterer eller hele byer.
Disse er blevet erklæret bevaringsværdige under det internationale verdensarvsprogram, der bliver administreret af UNESCO.

Programmets mål er at optegne, benævne og beskytte steder, der er enestående af betydning.